chfotofilm Christian Vemmelund Helligsoe fotograf bryllup Aarhus
chfotofilm Christian Vemmelund Helligsoe fotograf bryllup Aarhus
HVEM ER CHFOTOFILM?

STUDIEGLAD AARHUSIANER MED SKYDEFEBER

Mit fulde navn er Christian Vemmelund Helligsø. I hverdagen er jeg psykologistuderende på Aarhus Universitet, og i weekenden er jeg bryllupsfotograf. Udover, at det er dejligt at komme væk fra bøgerne, så elsker jeg at fortælle historier, og derfor sætter jeg virkeligt pris på at have verdens lækreste studiejob.

Jeg blev selv gift med verdens dejligste kvinde d. 1. august 2020 og elsker at gøre hverdagen til en fest sammen med hende. Selvfølgelig fik vi også taget en masse dejlige billede den dag, og derfor ved jeg også, hvad det vil sige at stå på den anden side af kameraet.

Jeg har altid været nysgerrig. Som 3-årig skilte jeg min første radio ad og efterhånden blev det til flere. I dag betyder det, at jeg bruger enhver mulighed på at blive klogere og dygtiggøre mig. Denne nysgerrighed har også smittet af på det jeg tidligere kunne kalde en hobby, men som nu er min fotografvirksomhed. Jeg har altid taget billeder. Det som startede som engangskameraer på bilferier i Norge, blev til det første digitalkamera, det andet digitalkamera, det første spejlrefleks … og nu er jeg ved mit tredje spejlrefleks, som snart skal skiftes ud, så jeg kan levere et endnu bedre produkt til mine kunder.

Bryllupsfotografering er som tidligere nævnt ikke min primære beskæftigelse. Psykologistudiet kan til tider være tungt selvom det er et drømmestudie. Derfor sørger jeg også for at holde timerne ved fotografvirksomheden lidt nede. Ved at begrænse mig til ca. 10 bryllupper om året har jeg nemlig overskud til både studie og fotojobs.

I kan evt. se hvad mine tidligere kunder har sagt om mig ved at besøge porteføljen for mere information. I skal endeligt kontakte mig, hvis I har spørgsmål! Jeg vil helt vildt gerne høre en masse om jeres bryllup, så hold jer endeligt ikke tilbage.